REPEATING LETTER FROM LAURITS
Q&A – interview by Astrid La Cour, 2008.
– Hvordan forholder du dig til søen som udstillingsrum
Søen er et lille helle i byrummet, et sted hvor man på sin vej forbi måske standser op og lader øjet hvile et øjeblik. Jeg ser søen som et kontemplativt rum, et rum for refleksion og det er denne tilstand af flux, der er udgangspunkt for mit værk til søen.. Men samtidig også den historiske stemning omkring søen, der kan minde om et gammelt gadekær, på trods af at den ikke er så gammel endda eller naturligt opstået. I forhold til udstillingstrilogiens titel er det altså mere den mentale refleksion jeg forholder mig til – at noget reflekteres i menneskets møde med stedet, såvel som noget reflekteres i søens vand.
– Hvordan forholder du dig til vandet som element?
Jeg udnytter vandets bærende egenskab og lader værket flyde i vandets overflade. Jeg har taget udgangspunkt i et brev. Et brev uden ord. Værket er udskåret i træ og ligger fladt flydende på vandet, som ornamentik men uden at være helt symmetrisk, som en blomst men uden at den rejser sig eller et stort blad der er faldet ned fra et træ, men farven peger måske en anden vej, såvel som den helt flade form. Der er referencer til naturen og til vandet som spejling af en flydende, mental tilstand. Og til brevet som bærer af noget privat, måske intimt, noget der meddeles til et menneske fra et andet.
– Hvordan forholder du dig til stedets historiske identitet?
Den intime stemning ved den gadekærsagtige sø, fik mig til at tænke tilbage. Brevet, som er det faktiske udgangspunkt for værket, er et billede på refleksion, men samtidig også en henvendelsesform, der er fortidig, passé. Ligesom den historie Møstings Hus og søen fortæller. I mit værk forholder jeg mig til denne historie i en nutidig form.