METTE HØYEN ANDERSEN – HVOROM ALTING POPLER
Af Maria Gry Bregnbak
Mette Høyen Andersens skulptur Repeating Letter from Laurits (2008) ligger og vugger roligt i vandoverfladen på søen foran Møstings Hus. Skriggul og snørklet ligner den lidt en klat maling, som nogen har tabt og dernæst tegnet i med en pind. Alligevel er formen alt for symmetrisk til at kunne være tilfældig – den er nærmest henkastet symmetrisk, og dens tilsyneladende lethed kontrasteres af, at den faktisk er lavet af træ.
Træets tykkelse og vægt er beregnet således, at skulpturen kun netop bryder vandspejlet, og at man som beskuer samtidig aner træets tyngde under overfladen. Set på afstand virker skulpturen langt mere organisk og fleksibel i strukturen, end den ved nærmere bekendtskab viser sig at være.
Sådan forholder det sig også med Høyen Andersens praksis, hvis umiddelbare åbenhed viser sig at være langt mere konceptuelt informeret, end man ved første øjekast skulle tro.
Repeating Letter from Laurits er Høyen Andersens gentagelse af et gækkebrev, som hun fik af sin nevø. Skulpturens farve er præcis den samme som gækkebrevets, og formen er identisk ned til mindste detalje. Alle fejlklip er med, ethvert hak i papiret er samvittighedsfuldt overført til træet.
Forbindelsen mellem gækkebrevets afsender og kunstneren er på mange måder betegnende for et omdrejningspunkt i Høyen Andersen praksis, som er den kontinuerlige udforskning af relationer. Mest tydelig er de materiale- og formmæssige relationer, men lige under overfladen ligger nysgerrigheden på menneskets situation i verden.
Høyen Andersens overførsel af en form eller et værkelement til et andet materiale og skala er ikke blot en perfekt kopi af et uperfekt forlæg; det er en gentagelse, men det er samtidig en gentagelse med en markant forskel.
Samme fornemmelse af gentagelse får man, når man ser på Høyen Andersens kryds og tværs-tegninger. Her krydser bogstaver og ord som Dunpar og Bjergkædebreve hinanden i hvad der umiddelbart kunne ligne tilfældighed, men som i lighed med Repeating Letter from Laurits, viser sig at være underlagt en hensynsfuld struktur.
Senest optræder udvalgte ord fra kryds og tværs-tegningerne i en serie af værker, som man kunne vælge at kalde tekstobjekter. Her ændrer ordene sig og sammenstilles på nye måder – for eksempel skifter substantivet Popler karakter i sentensen Hvorom Alting Popler, og i sammenhængen bliver popler pludselig til et overordentligt sandsynligt verbum.
Tekstobjekterne består af tekst på papir i forskellige formater, der er monteret på væggen med tøjklemmer af træ. Det kan nærmest ikke blive mere let, og derfor ville det også være en tilsnigelse at kalde dem tekstobjekter, hvis ikke denne enkle sammenkobling af tekst og tøjklemmer gav værkerne en besynderlig tyngde.
Oprindeligt var klemmerne en løsning på et praktisk problem, men med tiden hørte de mere og mere til. Det er sådan, Mette Høyen Andersen arbejder; tingene opstår i processen mellem
eksperiment, materiale og efter-tanke.
I collage-delen af serien Kryds og Tværs (2012-14) danner beige og rød tape krydsende mønstre med brun og grå karton. Værkerne er alle i total balance, små, indrammede og selvkørende på enhver tænkelig måde. Afsluttede entiteter, som har det fint indenfor rammen. Men så er der alligevel noget, der forstyrrer den læsning, for værkerne kan meget mere end det. Den umiddelbare selvtilstrækkelighed, som værkerne indledningsvist peger på, ophæves i mødet med deres ambition. For selv om de er små, er deres balance og selvberoenhed tilstrækkeligt til at forlene dem med en overraskende og usandsynlig monumentalitet.
På samme måde overrasker serien Tapestry (2013/14), der består af seks værker, hvor baner af brun pakketape er klæbet henover karton.
Her, i den tillukkede brunhed, opstår tapen som værk og som materiale. Enkelte steder er den laserende og danner et geometrisk mønster, hvor vertikaler krydser horisontaler, andre steder er det blot endestykkernes uperfekte afrivning, der danner en form for semitransparente penselstrøg. I seriens sidste værk krydses en vertikal af to diagonale baner og udfordrer den ro, som seriens fem andre værker har brugt så mange kræfter på at opnå. Som en irriterende lillebror, der ikke vil stå stille, når familiefotoet skal tages, skaber seriens sidste værk en fornemmelse af bevægelse, som er karakteristisk for Høyen Andersens praksis.
I Høyen Andersens tegninger, collager og notesbøger vrimler det med besynderlige ord. Som en indholdsfortegnelse står nogle af dem listet i værket Norma (2012), men hvad skulle Gåtur efterfulgt af Ewigkeit, blumenkind og Telt udover Dug egentlig referere til? En række tal i venstre side indikerer sidetal eller kapitler – og så alligevel ikke. Forbindelserne mellem tekst og tal er ligeledes tvivlsomme. Disse håndtegnede linjer, der skulle skabe overblik i fortegnelsen, fletter sig ind i andre, som igen krydser endnu andre, indtil et fint men komplet uoverskueligt diagram-mønster opstår.
Trods den umiddelbare uorden fremstår værket alligevel som en art meditation i det øjeblik, man opgiver sit forsøg på at skabe orden i det organiserede kaos af mulige forbindelser. Høyen Andersen bruger linjen eller stregen som relationsmarkør – en sikkert optegnet, kantet DNA-streng, der fortæller om et menneskes situation i verden, om det eventuelle forhold mellem Alpeflora og tallet 2, og om at befinde sig i sin egen tid, mens alle andre er i deres.
BIO
Billedkunstner Mette Høyen Andersen (f.1958) bor og arbejder i København. Hun er uddannet cand. comm. fra Roskilde Universitet og har studeret kunsthistorie og filmvidenskab ved Københavns Universitet. Gennem arbejdet med billedkommunikation i video, foto og lyd-dias, bevægede hun sig i retning af en kunstnerisk udtryksform og etablerede sig som billedkunstner fra 1998. Høyen Andersen er medlem af Kunstnersamfundet, BKF og Danske Grafikere, og hendes værker er blevet vist på talrige udstillinger i Danmark og udlandet.
Høyen Andersens praksis involverer en række forskellige materialer og udtryksformer fra tegning og tekst til video og skulptur og kredser kontinuerligt om en udforskning af relationer; både mellem tekst og billede men også mellem mennesker og udtryk.