høy vs bred tekst

HØY VS BRED (omtale på Kopenhagen)
back
 
Med et humoristisk spil på de to kunstneres navne, Mette Høyen Andersen og Vibe Bredahl, byder udstillingen Høy vs Bred på en række værker i sjove, skæve formater. Udgangspunktet for udstillingen er kunstneres fælles interesse for sprog, poesi og tegning, og værkerne er visualiseringer af en længerevarende mailkorrespondance mellem de to. Men udvekslingen stoppede ikke her, for deres dialog blev givet videre til to ordkunstnere, nemlig digteren Seimi Nørregaard og rapperen Khal Allan, der inden for hver deres felt fabulerede videre over mailkorrespondancen mellem de to billedkunstenere. Det tværfaglige møde mellem billeder og ord er blevet samlet i et hæfte, der som udstillingens leg med formater, kan vendes og drejes – eller foldes ud som et sammenhængende værk. Udstillingen er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg.
 
Mette Høyen Andersen (f. 1958) har studeret film, kommunikation, medie og kunst og bor og arbejder i København. De seneste år har hun udstillet på Møstings Hus, Ringstedgalleriet, CirkulationsCentralen i Malmø og på Filosofgangen, hvor hun også var kurator på udstillingen Wall to Wall – Rhythm and Poetry. Hun er lige nu aktuel med sine tegninger på Kunstraum Kreuzberg Bethanien, Berlin.
 
Vibe Bredahl (f. 1974) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1994-2000 og bor og arbejder i København. Hun har flere gruppe- og soloudstillinger i ind- og udland bag sig, bl.a. på Martin Asbæk Projects, Mogadishni og i Rådhuskælderen på Charlottenborg.
 
Foto:Anders Sune Berg
Mette Høyen, Vibe Bredahl
Høy vs Bred
21. november – 20. december 2009
Danske Grafikeres Hus
web site:www.danskegrafikere.dk
 
Tekst fra bogen Høy vs Bred
Af Seimi Nørregaard
 
Hun sidder indeni bjerget. Der er lys derinde.
En tynd stribe af grønt lys stråler ud
skærer igennem tusmørke tågen i granskoven.
Det siger pling og spung og ding dong, når strålen rammer dugdråber, træstammer og gammelt jern. Lyset siksakker igennem hele skoven og ind igennem hullet i min pande.
 
Ved vejen, i grøftekanten, sidder jeg, her har jeg holdt til længe.
Man krydser en lille bro over bækken
hvis man smider blade ned på den ene side så kommer de ud igen på den anden. Stubbe bebos af biller. Træer, der er rådne, bebos af biller. Træer skraber mod skyerne, med deres høje kroner.
 
Sidder der på broen og venter på små beskeder. Flere efter hinanden sammenhængende beskeder til mig. Vandet stiger, når det regner. Synker igen.
Venter indtil daggry lukker vandet inde i små pytter.
 
Det smager væmmeligt og klisteret at spise af grøftekanter og der er højt op til kanten af kanten. Det er uoverstigeligt langt. Selv med helt langt hår, er det svært at bevare det feminine, at holde sig smuk, varm, tiltrækkende, blød. Og skødet bliver noget man sidder på. Spænder reb ud imellem rødder.
 
Hun balancere forbi på en grøn stråle over jorden.
Jeg råber stop stop stop.
Men hun stopper ikke.
Hun kan ikke siger hun.
Hun klare sig siger hun.
Hun falder ikke siger hun.
 
Ting falder
på plads.
Alt det der lander.
Fugle på rejse, halvvejs ved vejs ende, sætter sig, uden at sige noget, på hendes bare skuldre. Huden bare er og indenunder er der mønstre af blå floder af blod. Sådan er hun. Hun gør hvad hun vil og vender det døve øre til.
Jeg kan godt lide hende.
 
Tekst fra bogen Høy vs Bred
Af Khal Allan
 
-
eeeew guacala, maddikker i maden

kakkelakker agtigt klamt!

Spedalsk rap om alskens crap

jeg skriger arriba y adelante

og taber tungemålet på gulvet..
skal vi skændes eller danse?
det her er for høj og bred –
hav en skyskraber i tankerne
jeg snæver synes ikke at

skyklapperne sidder stramt
square? Never!
jeg går til høje længder

for at være omgængelig

og evigmunter i et par sanseløse sekunder
Beundrer monsun regnbuen

der krydses af en midtfugl

Jeg synger visselul og spiser gul
rod ud af vinduet
udenfor er det vådt, erotisk … Love

og vi er ligeglade med tidevand pyt 

versus tsunami, tsk tsk, sekreter og spyt
 

det er henvendt til een
er det modtaget og forstået yo?
har snoet mig stedkendt fra NoHo til Dumbo

som var jeg hjemvendt fra et korstog
med tags på.
Natten er koboltblå fløjl med stjerner ovenpå

 
Det udemærket derude i mørket

tuschmørke, ubemærket

stilhed, udemærket
søvnløs til daggry

ryger et gravkistesøm med afsky

skuer udover skylinen og tænker på dig

og de kædepennebreve du skriver –
you go klatretøs!
den dag jeg blev bjergtaget

af en bjergkædebestigerpige

var jeg nervepirrende nervøs
 

hun faldt ikke ned

men blev stikket ihjel med ord
morderen blev stukket af sin mor uden hundesnor
På et tightrope, så tæt på målstregen

på vejen til mit værksted

til en kop te og noget af ansvaret

Det trist..
 

For mere, se

tre x dobbelt v khal punktum danmark
Peace!

———————————————
dunpap

ding dong

bridge 

krydsord missiler