Mette Høyen Andersens tegninger er værker om processen og stregens udfoldelse, om at lade materialerne og farverne tale med poetiske og lyriske stemmer; om at skabe klangbunde og rytmer gennem former, der med viskelæder uddrives af det indfarvede papirs mørke, eller gennem stregen, der omskriver sig selv og bliver rumlig i sin snurrende dans over papiret. Det er på én gang sanseligt lette og sarte arbejder i et abstrakt formsprog, der samtidig har tyngde og dybde, hvor den enkle, ofte organiske, form eller selvstændige streg udspænder og dynamiserer papirets rum, uden dermed at dette springes eller ’overloades’. Figur og grund er i indbyrdes balance, og hvert element er nedfældet med præcision og intensitet, hvorved værkerne er i konstant flux mellem spænding og afspænding, uro og hvile. Herved skabes musikalske forløb, der kulminerer når en form eller streg gentages med et fast interval, for så pludselig at brydes igen, således at pausen, bevægelsens ophør, fungerer som den rytmiske ansats.
Det rytmiske kendetegner dog ikke blot det enkelte værk, men hele Mette Høyen Andersens oeuvre, der præges af serier, hvor en enkelt form – f.eks. spiralen – eller en farve, et materiale – f.eks. rødt blæk – udforskes i alle sine uendelige muligheder, således at værkets proces får karakter af det eksperimentale. Det eksperimenterende er et vigtigt udgangspunkt for tegningens udfoldelse, både når der er tale om gennemarbejdede værker og når tegningen fastholdes indenfor skitsens mere åbne og løse struktur. Hos Mette Høyen Andersen er der derfor ofte tale om en meget kropslig proces, hvor håndens bevægelser afsætter et materielt spor, der enten udelukkende refererer til sig selv som et selvrefleksivt indeks, eller som skaber en forskel ved at artikulere en grænse, hvorved der alluderes til noget udover selve sporet, til en slags repræsentationsforhold. Mette Høyen Andersens skulpturelle udgangspunkt, hvor det er hånden der mærker, føler, registrerer og former, fornægter sig således ikke. Men i modsætning til lerets tunge materialitet har Mette Høyen Andersen i de senere år yndet at lade hånden forme og ’se’ i tegningens mere hurtige og lette medie. En næsten ’automatisk’ arbejdsproces gør sig gældende, hvor bevidsthed og intention slipper sit tag med den dybe koncentrations naturlige kropslige registrering af liniens og værkets egen dynamik. I skabelsesprocessen indtræffer således et fænomenologisk dialektisk forhold, hvor Mette Høyen Andersen så at sige ’låner sin krop til værket’ – overfører sin krops bevægelse og materialitet, hvorved tegningen bliver en direkte forlængelse af hendes gestus. Sagt med andre ord, så er det hånden der ’ser’ og ’tænker’, det er håndens og fingerspidsernes følsomhed, der registrerer liniens egen bevægelse og dynamik. Paul Klee har i sin Pädagogisches Skizzenbuch lektion nr. 1 rammende beskrevet stregens uafhængige kraft, dens momentum som ”en aktiv linie på tur, bevæger sig frit uden et mål. En tur for turens skyld. Mobilitetsagenten er et punkt, der skifter sin position fremad”. Dette lineære momentum adlyder ikke nogen regler – liniens bane er åben og det er netop i denne åbenhed, at Mette Høyen Andersen artikulerer et ekspressivt potentiale.
I de senere år har dette givet sig udslag i to væsens forskellige, men komplementære, måder at arbejde med tegningen. Den ene er den mest klassiske, hvor et grafisk spor i form af en linie eller figur afmærkes på hvidt papir. Den anden fremstår mere malerisk og udfordrer den gængse forståelse af tegning som en grafisk, stregbaseret afmærkning på en overflade, i og med at det ikke længere altid er linien, der, som kontur, skaber figuren, men en proces hvor figuren fremkommer med farvens modulering. Denne udvidelse af tegningens vokabularium aftegner sig klart, når Mette Høyen Andersen indfarver forskellig slags papir med tør pastel kridt eller kul i mange lag, som derefter gnides og bearbejdes med klude og fingerspidser, således at overfladen fremstår materielt, sanseligt og stofligt, hvorefter former og figurer viskes frem. Denne proces og taktile effekt ses bl.a. i en serie på 6 tegninger på 100x70 cm., der var udstillet i Cobrarummet på Sophienholm i maj 2001. Her blev forskelligt slags papir netop udforsket med henblik på dets stoflige kvaliteter, hvilket blev accentueret af en række cirkler fremmanet ud af underlagets taktile materialitet. På denne måde skabte Mette Høyen Andersen et ambivalent spil af planer, hvor formerne forskød sig over fladen, hvilket fik de forskellige cirkelformer til at træde frem og tilbage, til på én gang at fremstå som kugler eller sfærer og samtidig som huller eller fordybninger.
I mange af de mere klassisk tegneriske værker, hvor forskellige og tilsyneladende abstrakte former indikeres gennem den påførte linies afgrænsende og konturskabende potentiale, er der ofte tale om en arbejdsproces, hvor det oprindelige udgangspunkt er et egentligt figurativt objekt, gerne inspireret af de nære ting i vores omverden, såsom et stoleben eller en toiletrulleholder. Eller en oplevelse af snorlige elmaster på rad og række på en tur til Norge kan ende som et abstrakt mønster af linier, der gennemskærer papiret i rolige skift. Med andre ord er der tale om en proces af forenkling og pointering, der går fra det figurative til det abstrakte. Det er en evne til at se mønstre og former i den verden der omgiver os, for derefter at frisætte disse mønstre og give dem selvstændig betydning uafhængig af deres oprindelige referentielle obligationer – en bearbejdning af et erindringens spor, af en form der forfølger.
Men Mette Høyen Andersen er også gået i en anden retning. Rent konceptuelt har hun leget med og udforsket liniens diskurs, og gjort den tredimensionel ved at lade den forlade papiret som grund og bøjet den i ståltråd til ’streger i luften’. Eller linien har fået en referentiel resonans ved at trække på billeder fra et kvindeligt univers. Her indtager linien en fysisk konkretisering som tørresnor med små tegninger på kalkepapir hængende fra dens klemmer. Stregen skifter her semantisk betydning fra et indgraveret spor til en installation i luften, hvis materialitet gør, at den kaster skygge på væggen, hvorved endnu en rumlig dimension gør sig gældende. Hermed fortaber den første associationsrække sig og tråden bryder med snoren og skaber sit eget felt af betydning og spænding: de tomme klemmer bliver til pauser, til suk, til udråbstegn. De gemmer på mulige vedhæng og indikerer et fremtidigt rum midt i værkets nutidige præsens.
Selve tegningens udsagn, dens konstans, dens grund eller flade er også udsat for en forskydning i Mette Høyen Andersens bearbejdning. I mange værker arbejdes der nemlig med flere lag, hvor papir veksler med farvet porøst kalke, hvorved der opstår et spændende visuelt spil, der udfordrer den enkeltes perception og forståelse af, hvad der er foran og bagved, hvad der er skygge og hvad der er egentlig nedfældet streg. Som i den akademiske tradition er skyggen her medvirkende til at bibringe linien fylde og derved øge synlighedseffekten og dybdevirkningen, men i modsætning til den klassiske brug af slagskygger, nedsættes den lokale sigtbarhed ikke – tværtimod understreges materialernes transparens og lysfølsomhed. Former og linier antydes i et spil af fordoblinger, hvor noget tilsløres mens andet afsløres. Denne spændingsskabende akt har rødder tilbage til middelalderens ikoner, hvor de helligste blev tilsløret og holdt skjult bag et klæde, for på scenisk vis at blive ’åbenbaret’ for den troende ved særlige lejligheder. Men Mette Høyen Andersens brug af tilsløring og afsløring, handler ikke primært om teatralsk effekt, men snarere om en afsøgning af det synliges muligheder. Her er det nærliggende at tænke på fænomenologen Maurice Merleau-Ponty og hans forståelse af det ’levet perspektiv’, som i sin yderste konsekvens ikke sætter det synlige og det usynlige op som modsætninger, men snarere ser dem som to sider af samme sag, der er indbyrdes forbundne: ”Det usynlige er ikke det modsatte af det synlige: selve det synlige har et usynligt indre rammeværk, og det u-synlige er det synliges hemmelige sidestykke”. Når formen eller stregen kaster eller pålægges en skygge, forankres tillige dens flygtige kvalitet i verden, og repræsentationens iboende ’død’ eller fravær negeres til fordel for en tilsyneladende fysisk tilstedeværelse af det ellers abstrakte spor eller den selvberoende form.
Den overvejende farveskala, der spænder fra lyse og æteriske pastelfarver til mere mættede naturnuancer accentueret af non-farverne sort, hvid og grå, brydes ind imellem med arbejder, der tager udgangspunkt i papirets rene bund, hvorpå klare og stærke primærfarver påføres med gouache i en hurtig og præcis håndbevægelse, der afføder mønstre med en ny udtrykskraft. Her træder den blå, den gule og den røde i karakter som selvstændige betydningsenheder, men til en vis grad dog stadig underlagt liniens afgrænsning. I 2002 udstillede Mette Høyen Andersen en serie billeder på Charlottenborg, der fraveg blyantsstregens grå-sorte tone til fordel for rødt blæk. Her var det selve blækkets og liniens kvaliteter, som var objekt for en følsom undersøgelse, der udforskede den røde farves mangfoldige konnotationer. De strækker sig fra en romantisk kærlighedsassociation til en aflæsning af blod, som et direkte spor efter mennesket og livets puls gennem kroppen, på én gang frugtbarhed og sårbarhed. Liniens materialisering gennem sytråden i en af disse tegninger fremhæver yderligere farvens betydningsgenererende potentiale. Denne udforskning af farve blev udviklet yderligere året efter, hvilket resulterede i endnu en invitation til at udstille på Charlottenborg i 2003. Et nyt udvalg af værker kunne i foråret 2004 ses på udstillingen ”Mind the Motion”. Undersøgelsen af farve bringes her et skridt videre ved at gøre bevægelse til en integreret del af værket, hvorved distinktionen mellem tegning og maleri udviskes. På monumentale underlag af kalke, der måler ikke mindre end 250 x 90 cm, har Mette Høyen Andersen ladet blæk i kraftige farver glide ned i en blanding af tilfældighed og kontrol, som på unik vis genfortolker 1950’ernes action-painting. Blækket reagerer på kalken på måder, der kan minde om flydende væske i et mikroskop – noget løber hurtigt, andet bevæger sig langsomt og atter andre dele stopper midt i strømmen, næsten som var der tale om smukt changerende krusninger af olie på et transparent vandspejl. På denne måde fremstår disse værker som et ekko af bevægelse og dermed af tid og samtidig peger billedernes fastholdte øjeblikke på modsatte aspekter som ro og stilhed.
Mette Høyen Andersen har – på en både sanselig, procesorienteret og perceptuelt udfordrende måde – formået at forny en klassisk kunstnerisk disciplin som tegningen. Det er den abstrakte streg og form, der ved sit spor og indeksikale mærke dynamiserer og rumliggør en flade gennem præcisionen ved dens placering. Men dette spor aftegnes ikke blot med blyant eller tusch. Mette Høyen Andersens varierede formsprog og forståelse for tegningens udtryksmuligheder afspejles desuden i hendes evne til at ’tegne’ med pensel, med viskelæder, med ståltråd og med sytråd, til at lade tegningen være proces og processen tegning.